Roque Júnior

José Vítor Roque Júnior er navnet på en brasiliansk midterforsvarer, der gennem en lang og omskiftelig karriere nåede at vinde fodboldspillets tre største klub- og landsholdsturneringer: Copa Libertadores, UEFA Champions League og FIFA VM. Dermed tilhører han en lille eksklusiv kreds sammen med blandt andre Ronaldinho, Cafu og Dida. Han er født i Santa Rita do Sapucaí i delstaten Minas Gerais, men allerede fødselsdatoen fremstår uklar i de officielle optegnelser; nogle kilder angiver 31. august 1976, andre 31. oktober 1976. Uanset den præcise dato blev han i løbet af 1990’erne og 2000’erne kendt som en kompromisløs, hurtig og taktisk klog forsvarer, der på trods af flere alvorlige skader alligevel fik 48 landskampe for Brasilien, scorede to mål og deltog som stamspiller i VM-triumfen i 2002. Efter den aktive karriere har han kastet sig over både trænergerningen og tv-arbejde.

Tidlige år og ungdomstid

Roque Júnior voksede op i den bjergrige egn omkring Santa Rita do Sapucaí, et område hvor fodboldtraditionen er stærk, men hvor de professionelle muligheder traditionelt har ligget i de større nabobyer. Hans første skridt som organiseret spiller tog han i den lokale klub Santarritense, hvorefter han fortsatte udviklingen i São José Esporte Clube. Allerede her lagde trænere mærke til hans evne til både at læse spillet og til at levere atletiske indgreb med stor timing, egenskaber der senere blev kendetegnende for hele hans karriere.

Klubkarriere

Palmeiras – gennembruddet og de store triumfer

I 1995 skiftede Roque Júnior til Sociedade Esportiva Palmeiras, og opholdet i São Paulo-klubben kom til at definere hans image som kultfigur blandt de grøn-hvide tilhængere. I løbet af fem sæsoner nåede han over 200 officielle kampe og var med til at sikre en hel stribe titler. Allerede året efter sin ankomst vandt han Campeonato Paulista 1996, og i 1998 fulgte både Copa do Brasil og Copa Mercosur – i begge finaler var Cruzeiro modstanderen. Kulminationen kom i 1999, da Palmeiras efter en dramatisk straffesparksafgørelse mod Deportivo Cali løftede Copa Libertadores-trofæet; Roque Júnior scorede sit forsøg fra 11-meterpletten med iskold ro. Endnu en regional titel, Torneio Rio–São Paulo, blev tilføjet medaljeskabet i 2000.

AC Milan – europæisk storhed og slidte knæ

Den brasilianske succes gjorde ham interessant for flere europæiske storklubber, og i sommeren 2000 skrev han kontrakt med AC Milan. I Italien oplevede han på den ene side karrierens højeste sportslige punkt, men samtidig en hverdag præget af tilbagevendende skader, der begrænsede spilletiden. I sæsonen 2002/03 løftede Milan Champions League-pokalen efter finalesejr over Juventus. Roque Júnior begyndte kampen på bænken, men blev sendt på banen i det 66. minut i stedet for Alessandro Costacurta. Ironisk nok pådrog han sig selv en skade i den forlængede spilletid, hvor Milan allerede havde brugt alle udskiftninger; som følge heraf måtte holdet spille de afsluttende minutter med ti mand. Ud over Champions League vandt han samme sæson den italienske pokalturnering Coppa Italia, og senere på året kom også UEFA Super Cup i klubbens trofæskab.

Leeds United og Siena – to kontrastfyldte lejeophold

Efter Champions League-triumfen valgte Milan i 2003/04-sæsonen at udleje forsvareren for at give ham mere fast spilletid. Først gik turen til Leeds United i Premier League, hvor forventningerne var høje, men oplevelsen blev alt andet end problemfri. Allerede i hjemmedebuten mod Birmingham City fik han rødt kort, og i syv ligakampe med ham på banen indkasserede Leeds 25 mål og opnåede blot ét point. Eneste lyspunkt var to scoringer i et 2-3-nederlag til Manchester United i Liga-Cuppen. Halvvejs gennem sæsonen afbrød alle parter samarbejdet, og han tilbragte forårsmånederne 2004 på leje i Serie A-klubben Siena, hvor han dog blot nåede fem ligakampe.

Bayer Leverkusen – ny stabilitet i Bundesligaen

I sommeren 2004 skrev Roque Júnior kontrakt med Bayer Leverkusen. Her indgik han i en forsvarslinje med profiler som Diego Placente, Juan og Jens Nowotny. I de første to sæsoner blev placeringerne henholdsvis nummer seks og fem i Bundesligaen, og brasilianeren leverede solidt forsvarsspil, mens skaderne forholdsvis holdt sig væk. I 2006/07-sæsonen ændrede billedet sig; en kombination af formdyk og nye skadesproblemer betød, at han kun kom på banen én gang i ligaen, og efter sæsonafslutningen forlod han klubben.

MSV Duisburg, Al-Rayyan, retur til Palmeiras og epilogen i Ituano

Den næste destination blev oprykkerne MSV Duisburg, men opholdet strakte sig blot over fire Bundesliga-kampe, hvorefter klubben rykkede ned igen. I 2008 forsøgte han sig hos Al-Rayyan i Qatar, men efter tre kampe blev han udlejet til barndomsklubben Palmeiras og var med til at vinde endnu et Campeonato Paulista. Herefter fulgte en længere periode som kontraktløs, før han i 2010 skrev under på en aftale med Ituano, hvor han i otte kampe nettede én gang og siden valgte at indstille spillerkarrieren.

Landsholdskarriere

Roque Júnior opnåede officiel debut for Brasilien i 1999. To år senere deltog han i Copa América 2001, hvor Brasilien overraskende røg ud i kvartfinalen til Honduras. Det internationale højdepunkt indtraf ved VM i 2002 i Japan og Sydkorea; her var han fast mand i en tremandsbagkæde sammen med Lúcio og Edmílson og spillede samtlige minutter i seks kampe, inklusive finalen i Yokohama, hvor Brasilien besejrede Tyskland 2-0. I 2005 var han igen med til at hente metal, da Brasilien slog Argentina 4-1 i finalen ved Confederations Cup.

Når det gælder sidste landskamp hersker der lidt usikkerhed. Enkelte registreringer peger på, at han spillede sin 48. og sidste officielle kamp i 2005, mens andre oversigter viser, at han var på banen så sent som i 2007, hvorefter han definitivt takkede af på internationalt niveau. En skade forpurrede hans mulighed for at komme med til VM 2006.

Spillestil og betydning

Som midterforsvarer var Roque Júnior kendt for en kombination af fysik og taktisk disciplin. Hans hurtighed over de første meter gjorde det muligt at spille med relativt høj forsvarslinje, og han var dygtig til at trække modstandere offside. På bolden var han robust, men uden den store flair; hans spidskompetence var først og fremmest at neutralisere modstanderens farligste angriber, hvad enten det foregik i brasiliansk klubfodbold, Serie A, Premier League eller på den internationale scene. Flere trænere fremhævede hans lederegenskaber, hvilket også afspejlede sig i, at han et par gange bar anførerbindet på det brasilianske landshold.

Efter karrieren: træner, ekspert og andre aktiviteter

Umiddelbart efter støvlerne blev lagt på hylden, fortsatte Roque Júnior på sidelinjen. I 2015 overtog han ansvaret for klubben XV de Piracicaba i delstaten São Paulo. Ifølge visse kilder har han senere påtaget sig rollen som cheftræner for Ituano, den klub hvor han sluttede sin aktive karriere, men tidslinjen og den præcise varighed af dette engagement varierer i de tilgængelige oplysninger.

Parallelt med trænergerningen har han etableret sig som fodboldkommentator, og tidligere var han i en tiårsperiode (2005-2015) en populær vært på den brasilianske udgave af musikprogrammet “Total Request Live” på MTV. Endelig engagerer han sig i ungdomsarbejde gennem initiativet “Projeto Primeira Camisa”, hvis formål er at støtte talentudviklingen i São José Esporte Clube.

Meritter

Klubtitler

• Palmeiras
  Campeonato Paulista: 1996 og 2008
  Copa do Brasil: 1998
  Copa Mercosur: 1998
  Copa Libertadores: 1999
  Torneio Rio–São Paulo: 2000
  Interkontinental Cup – sølv: 1999
• AC Milan
  UEFA Champions League: 2002/03
  Coppa Italia: 2002/03
  UEFA Super Cup: 2003

Landshold

• FIFA Verdensmesterskab: 2002
• FIFA Confederations Cup: 2005

Landsholdsstatistik (officielle kampe)

48 kampe – 2 mål
Brasiliens mål vises først i resultatangivelserne.

Eftermæle

Roque Júnior vil for evigt stå som et symbol på transitionen fra sydamerikansk til europæisk topfodbold i begyndelsen af det 21. århundrede. Hans karriere demonstrerer, hvordan en spiller kan opnå de største titler trods modgang i form af skader og korte, mindre succesfulde ophold i nogle klubber. Mest af alt huskes han som den hårdføre forsvarsspiller, der i Yokohama 2002 var med til at bringe verdensmesterskabet tilbage til Brasilien – samt som den markante profil, der med sikker hånd konverterede et afgørende straffespark for Palmeiras i 1999 og dermed sikrede klubbens hidtil sidste Copa Libertadores-triumf.