Takuma Nishimura

Takuma Nishimura (西村 琢磨), født 12. september 1889 i Fukuoka-præfekturet og henrettet 11. juni 1951 på Manus Island i det daværende australske territorium Papua og Ny Guinea, var en japansk generalløjtnant i den kejserlige hær. Hans navn er især knyttet til felttoget i Britisk Malaya under Anden Verdenskrig og til to opsigtsvækkende krigsforbrydelsesprocesser efter Japans kapitulation, hvor han først blev idømt livsvarigt fængsel af en britisk domstol og siden dødsstraf af et australsk tribunal.

Tidlige år og militær uddannelse

Nishimura blev optaget på den kejserlige hærakademi som del af den 22. årgang og afsluttede sin officersuddannelse i 1910. Herefter gennemførte han ingeniørskole og senere, i 1920, den 32. årgang på Army Staff College, som uddannede generalstabsofficerer. Hans tekniske og generalstabsprægede profil betød, at han i de følgende år hovedsageligt gjorde tjeneste i administrative og planlæggende funktioner i den centrale generalstab, hvor han opbyggede indsigt i både logistik og organisation.

Karriere før Anden Verdenskrig

I begyndelsen af 1930’erne blev Nishimura inddraget i et af tidens mest omtalte retsopgør. Som retsformand ved den militære domstol, der dømte de officerer, der havde myrdet premierminister Inukai Tsuyoshi i 1932, udmålte han sammen med de øvrige dommere relativt milde straffe. Efterfølgende fik han kommandoen over den prestigefyldte Imperial Guards Division, hvilket i samtiden blev set som en form for belønning.

Mellem 1936 og 1938 førte han 9. infanteriregiment, hvorefter han i 1938-1939 var chef for 1. tunge feltartilleribrigade. Året efter blev han stabschef for Østlige Forsvarshær, og i 1940 rykkede han et skridt op ad rangstigen med udnævnelsen til generalmajor. Samme år ledede han det japanske ekspeditionskorps under invasionen af Fransk Indokina. I 1941 fulgte forfremmelsen til generalløjtnant.

Anden Verdenskrig

Malaya-felttoget og Parit Sulong

I 1941 overtog Nishimura kommandoen over 21. uafhængige blandede brigade, men kort efter blev han igen sat i spidsen for Imperial Guard Division, der spillede en central rolle i den japanske fremrykning gennem Malaya. Under Slaget ved Muar i januar 1942 begik tropper fra divisionen Parit Sulong-massakren, hvor 155 australske og indiske krigsfanger blev dræbt.

Sook Ching og spændinger i Singapore

Efter Singapores kapitulation i februar 1942 fik Nishimura ansvaret for øens østlige halvdel. I denne periode fandt Sook Ching-udrensningen sted, hvor et stort antal kinesiske civilister blev henrettet af japanske styrker. Nishimura lå ofte i åben konflikt med felttogets øverstkommanderende, general Tomoyuki Yamashita, og flere iagttagere opfattede hans optræden som direkte provokerende. Konsekvensen blev, at hans division ikke modtog den kejserlige sejrscitation, og i april 1942 blev han hjemkaldt og tvunget på pension.

Senere poster i Burma og Sumatra

Trods pensioneringen var hans karriere ikke slut. Fra juni 1943 til februar 1944 fungerede Nishimura som japansk guvernør over Shan-staterne i det nordlige Burma. Derpå fulgte udnævnelsen til militærguvernør på Sumatra, en post han beholdt til krigens afslutning i august 1945.

Krigsforbrydelsesprocesser

Britisk domstol i Singapore

Efter kapitulationen blev Nishimura stillet for en britisk militærdomstol i Singapore med anklager relateret til massedrabene under Sook Ching. Han blev fundet skyldig i krigsforbrydelser og idømt livsvarigt fængsel. Straffen blev påbegyndt i Singapore, hvor han tilbragte fire år bag tremmer, inden han i 1949 blev sendt mod Japan for at afsone resten af dommen.

Australsk tribunal på Manus Island

På rejsen mod hjemlandet gjorde hans skib ophold i Hongkong. Her blev han arresteret af australsk militærpoliti, som bragte ham til Manus Island, hvor et australsk tribunal retsforfulgte ham for Parit Sulong-massakren. Retten fremlagde beviser for, at Nishimura havde beordret henrettelserne og senere destruktionen af ligene. Tribunalet dømte ham til døden, og han blev hængt den 11. juni 1951.

Kontroverser og efterspil

I 1996 fremsatte den australske journalist Ian Ward påstande om, at anklageren ved Manus-retssagen, kaptajn James Godwin, skulle have manipuleret bevismaterialet. Ward mente, at en central fotoudpegning samt vidneudsagn var problematiske, og pegede blandt andet på, at løjtnant Fujita Seizaburo hævdede selv at have været ansvarlig for massakren, uden at dette fik retlige konsekvenser for ham.

Sytten år senere offentliggjorde professor Gregory Hadley og James Oglethorpe i Journal of Military History en undersøgelse, der konkluderede, at dele af den kritik, som siden 1990’erne havde cirkuleret mod Manus-processen, byggede på forfalskede dokumenter med politiske motiver. Dermed fortsatte debatten om Nishimuras rettergang, bevisførelsen og historiens dom over ham.

Udvalgte kommandoer og rangforfremmelser

• 1910: Uddannet løjtnant ved den kejserlige hærakademi.
• 1936–1938: Kommandør, 9. infanteriregiment.
• 1938–1939: Kommandør, 1. tunge feltartilleribrigade.
• 1939–1940: Stabschef, Østlige Forsvarshær.
• 1940: Forfremmet til generalmajor; chef for Indokina-ekspeditionskorpset.
• 1941: Forfremmet til generalløjtnant; øverstbefalende for Imperial Guard Division under Malaya-felttoget.
• 1943–1944: Japansk guvernør, Shan-staterne (Burma).
• 1944–1945: Militærguvernør, Sumatra.

Eftermæle

Nishimura står i dag som en af de højest rangerende japanske officerer, der blev dømt og henrettet af de allierede efter Anden Verdenskrig. Hans navn er forbundet med to af krigens mest omtalte massakrer i Sydøstasien, og hans sag illustrerer både de komplekse kommandoforhold i felten og den vanskelige proces med at placere ansvar for grusomheder i en total krigssituation. Samtidig viser de efterfølgende bestridelser af rettergangen, hvorledes historieskrivningen om krigsforbrydelser kan forblive omstridt længe efter de ansvarlige er døde.